Absolute Absolute Music (P7 Mix)

Programmet Absolute Absolute Music er en systematisk gennemgang af samtlige 29 Absolute Music-opsamlingscd’er. I hvert program gennemgår værten Mads Gundersen én cd, sammen med en gæst der enten har kendisstatus nu eller havde det i 1990’erne da Absolute Music-cd’erne blev udgivet.

(c) DR

(c) DR

Jeg faldt over programmet en tilfældig eftermiddag da jeg hørte flow-radio (det nu nedlagte P7 MIX) på vej hjem fra arbejde i novembermørket, og blev straks fanget af både gæst og værts evner til at fremkalde og formidle meget specifikke minder fra tiden omkring, i dette tilfælde, en N*SYNC-sang, og give dybde til numrene med baggrundsfacts om musikerne og deres karriere før og efter Absolute Music-æraen. For eksempel at Jamie Walters i dag er brandmand, og at hans skuespilkarriere kollapsede efter at han skubbede Donna ned af trapperne i Beverly Hills. Og at frontkvinden i 4 Non Blondes også skrev sangene til Pinks gennembrudsplade. Så gik jeg i gang med at høre de episoder, der handlede om Absolute Music 4, 10 og 7, som jeg pludselig følte en uventet intens tilknytning til og engagement i, ikke ulig den følelse der kan fremkaldes ved at heppe på en væddeløbshest man netop har tippet på, eller ved at spise spegepølse efter en lang udlandsrejse. Men der er langt mellem hits’ene på en opsamlings-cd, og selvom Mads Gundersen og hans gæster virkelig gør et godt forsøg på at snakke de anonyme numre op, mistede jeg interessen efter at favoritterne var kørt igennem. Meget af attraktionen handler altså om genkendelighed og i mindre grad om radio af konsistent høj kvalitet.

Senere fandt jeg så ud af, at det jeg havde hørt den eftermiddag var en episode om album-serien NOW Music, som er et spin-off af den første podcast-sæson med de 29 Absolute Music-cd’er, og det var altså ikke N*SYNC men 00’ernes Justin Timberlake der sang den dag i novembermørket. Så hvis det er ‘00'-ernes eller sågar start ‘10-ernes halballer og teenageværelser du føler nostalgi omkring, er der altså også tænkt på dig.

Sådan kommer du i gang:

I alt summerer denne podcast-serie op til i hvert fald 131 timers radio. Hvis du gerne vil starte med noget godt, vil jeg anbefale at du hører episoderne om den eller de CD’er, du har et personligt forhold til. Alternativt kan jeg anbefale de følgende tre, som alle var storsælgende og derfor på en måde de mest episke og historiske albums at holde sig up to date med:

  • Absolute Music 4 - gæst: Henrik Milling.

  • Absolute Music 5 - gæst: Abdel Aziz Mahmoud.

  • Absolute Music 10 - gæst: Anders Breinholt.

Hør programmet her eller i DR Radio’s app