No (The Heart)

Målrettet og selvsikkert opgør med den ikke-accepterede afvisning

Kaitlin har sat sig for at finde ud af, hvorfor det er så svært for hende at sige fra overfor mænd, der vil i seng med hende. Efter en ungdom hvor hun var elendig til at sige nej til noget så simpelt som en kop kaffe (hun kan ikke lide kaffe), og ofte var forvirret over, hvad hun havde lyst til, kom et voksenliv, hvor hun følte sig afklaret og konsekvent. Men pludselig, med få års mellemrum, fik hun overskredet sine seksuelle grænser af to mænd som hun troede hun kunne stole på.

© The Heart

© The Heart

Serien er inddelt i fire afsnit hvor Kaitlin udforsker to spørgsmål: Hvorfor er det så svært at sige nej, og hvorfor er det så svært at respektere et nej. Serien er et nuanceret kludetæppe af beretninger fra et væld af kilder, men hele tiden med fokus på hovedhistorien om Kaitlins eget moralske regnskab. Lydsiden er varieret, med uddrag fra Kaitlins teenagedagbog, interviews med venner, ekskærester og forældre, beskeder fra lyttere, en frygtelig Elvis-sang der hedder ’Don’t’, en virkelig klog sexolog, en re-enactment af den ene overgreb samt en båndoptagelse af det andet.

Podcasten kan være voldsom at høre alene i kraft af emnet, og selvsagt også på grund af sidstnævnte lydklip, men resultatet er en dybt reflekteret og universelt relevant beretning om personlige grænser og integritet.

 Hør podcasten her eller i din podcast-app