The Miseducation of Lauryn Hill (Dissect)

Som 15-årig anskaffede jeg Lauryn Hill’s soloalbum ’The Miseducation of Lauryn Hill’ da det udkom, og voldhørte det uden at ane hvad halvdelen af det handlede om, som et bagtæppe, ikke så meget til episke og rodløse ungdomsår, som til uendelige timer fordrevet med at spille det knap så legendariske platformsspil ‘Magic Boy’ som jeg havde fundet ved et tilfælde i en æske med cornflakes. Her godt 20 år efter er albummet for længst og med rette meldt ind i hiphoppens Hall of Fame. Den første sæson af musikpodcasten Dissect handler om dette album.

Dissect er en radioudgave af – for nu at blive i 90’ernes medieunivers - en CD-pamflet og MTV’s pop-up videos: Det er en kronologisk gennemgang og gennemspilning af et album, med minutiøs redegørelse for den enkelte sangs tilblivelse, musikalske inspiration, sammenhæng til og fun facts om kunstnerens liv på det tidspunkt den blev skrevet, og fortolkning af hver enkelt linjes og ords betydning.

Udover Lauryn Hill hører man kun én stemme, som tilhører værten Cole Cuchna, og hans stemme hører man rigtig rigtig meget, så man skal kunne lide hans stil. Han er velformuleret og præcis, men nærmest blottet for humor, ironi eller lune. Han hiver teksternes slangudtryk og fraser ud af Newarks og New Yorks gader og analyserer dem med 100% stoneface gennem en højtidelig akademisk prisme. Især gennemgangen af det enorme hit ‘Doo Wop’ væver den ene tråd af hiphop-historie efter den anden sammen med Lauryn’s biografi, og jeg var på én gang lettet og overrasket over, efter 21 år, endelig at få forklaret, hvad det betyder når hun siger ‘remember when he told you he was ‘bout the Benjamins’. At Lauryn som kun 23 -årig er bedrevidende og belærende hele albummet igennem - bl.a. her omkring hvordan piger bør opføre sig overfor drenge, fordi hun selv har brændt fingrene - bliver afgjort én gang for alle i denne podcast-serie. Hun ‘educater’ simpelthen, fordi hun selv var ‘miseducated’. Selvom hun er et 23-årigt musikgeni gør det, at albummet i sig selv mister lidt af sin ungdom og street vibe, og i stedet får et skær af noget religiøst og forældre-agtigt.

Inden han trykker play på The Miseducation giver Cole os en prolog til albummet, som handler om Lauryn Hill’s opvækst og stræben efter en karriere i showbiz, og om gruppen The Fugees, som gjorde hende verdensberømt – og de sociale dynamikker i gruppen der kom til at præge og hjemsøge Lauryn længe efter hun forlod gruppen til fordel for en solokarriere. De dynamikker kommer også til at præge hele podcastserien, hvor der løbende er fokus på Lauryn’s kuldsejlede forhold til Wyclef Jean fra The Fugees, og hendes spirituelle genfødsel da hun kort tid efter får et barn, Zion (som blandt andet inspirerer hende til et af pladens store hits).

Seriens første afsnit (altså prologen) er en sand fornøjelse, og er værd at lytte til, selv hvis man ikke kan overskue at gå videre ind i The Miseducation’s univers. Men hvis man kan overskue det, og er klar på at høre et virkelig funky album på en virkelig ikke-funky måde, så kan man se frem til en spændende udfoldning af et - for mig i hvert fald - overraskende mangefacetteret, musikhistoriebevidst, multikulturelt refererende og komplekst tekst- og musikunivers.